Børnehjemmet er opdelt i en lillegruppe og en storegruppe. Jeg er i lillegruppen, som er opdelt i blå og rød. I blå afdeling, er der 5 børn fra 5-7 år. Jeg er i rød.
I rød afdeling er der 4 børn, 2 piger og 2 drenge i alderen 1-3 år. Børnene taler og forstår ikke så meget dansk og man kan ikke føre en længere samtale med dem. Vi danskere kan nogle små grønlandske ord, så vi bedre kan kommunikerer med børnene - og børnenes sprog udvikles hele tiden. Nogle af medarbejderne kan ikke tale dansk - og derfor er vores tolk uundværlig. Det kan være vanskeligt at forklare børnene, hvad de må og ikke må - og hvorfor. Så det er generelt meget korte sætninger og ord, som børnene forstår. Derfor er struktur vigtigt og vi arbejder udfra piktogramtavle, som børnene har stor gavn af.
Arbejdet består selvfølgelig af, at skabe en struktureret og tryg hverdag for børnene, som selvfølgelig har brug for trygge rammer - da det er deres hjem og for struktur og faste rammer - fordi de er omsorgssvigtede børn. De ansatte skal sørge for at børnene får deres basale behov opfyldt - og dertil skal der også være mulighed for deres personlige udvikling.
Der er rigtig mange praktiske ting der skal ordnes - da det er et hjem. Det tager meget tid og man kommer hurtigt til at lægge sine tanker i de praktiske ting, fremfor hvilke faglige redskaber man bruger. Men som studerende er det vigtigt at kunne sætte ord på - og der får jeg rig mulighed for, ved de 2 timers vejledning jeg har ugentligt.
Kulturen gør, at børnehjemmet er udsat for nogle vilkår, som er helt anderledes end i Danmark. F.eks. har kulturen sin indflydelse på, at der er et stort udskifte i vikarer - der er mange forskellige vikarer på et år - og der er børnene præget af. Det er ofte det næst-bedste man skal vælge, fordi der ikke er andre muligheder. Det skal man vænne sig til og der går lidt ud over fagligheden nogle gange.
Som studerende, får jeg heldigvis lov til at arbejde med nogle af de ting, som der ellers ikke er fokus på i det daglige. Det gør hverdagen spændende!
Børnene er selvfølgelig præget af at de er omsorgssvigtet og ikke bor hjemme. Det er tydeligt, at jeg arbejder under emnet "børn med sociale problemer". Det er meget spændende, at arbejde udfra hvad der er til børnenes bedste og hvordan vi kan hjælpe børnene på bedste vis.
På børnehjemmet arbejder man 7 dage, har fri 2, arbejder 3 og har fri 2. Og så starter man forfra. Det giver god mening at arbejde sådan, da det er en døgninstitution, men det er rigtig hårdt at arbejde 7 dage i træk. Men det skal siges at de weekendvagter man har, er en god og hyggelig vagt, fordi man har børnene på en anden måde. Man har mulighed for at gøre nogle andre ting, fordi de ikke skal alle mulige ting, som de nogle gange skal til hverdag.
I starten af marts oplevede jeg også det, som er ret almindeligt her, nemlig at modtage et akutbarn. Politiet kom med en dreng på ca. 1 år, en aften. Han var kun iført ble. Vi fik ingen oplysninger omkring ham og vidste ikke engang hvad han hed. Han var beskidt, syg og fejlernæret. Vores opgave bestod i, at passe ham og give ham den omsorg og tryghed, den tid han skulle være hos os. Og man skulle tro at det er en svær opgave - da barnet pludselig bliver fjernet fra trygge rammer. Men i dette tilfælde, var det tydeligt på barnet, at han var vant til at være væk fra mor og sammen med mange forskellige mennesker. Vi skulle samtidig have kontakt til velfærdsforvaltningen for at høre hvad der skulle ske med drengen. Og hvis der skete ændringer, så skulle velfærdsforvaltningen ind over og tage den overordnede beslutning. Vi fik besked på, at drengen skulle blive til næste dag og at forældre selv ville hente ham. Næste dag dukkede de ikke op og vi fik af vide, at mor var gået på druk - på vej op for at hente ham. Så han fik en overnatning ekstra. Næste dag fik hun ham udleveret.
Det var svært for mig, at forstå hvordan hun bare kunne få ham udleveret igen og at man ikke gjorde mere i det. Her i Grønland er disse forhold meget anderledes end i Danmark. I Danmark ville man ikke have udleveret barnet igen, men fordi der er så mange akutbørn og sociale problemer, er man nødt til at give forældrene endnu en chance, da der simpelthen ikke er plads eller andre muligheder for de børn.
Mit udviklingsprojekt - nu også med sprogbarriere!
Jeg havde valgt at lave cirkus med mine 4 børn. Jeg vidste at det ville blive en lille udfordring, da børnene heroppe jo ikke kender til cirkus som vi gør. De har aldrig været i et eller set et i levende live. De har måske set en klovn eller linedanser på tv, men ellers kender de ikke til begrebet. Så jeg skulle præsenterer emnet for dem, som noget helt nyt. Jeg havde derudover valgt at have fokus på 2 cirkusnumre. Linedanser og stærk mand - da de er 2 piger og 2 drenge.
Jeg ville vise dem en cirkus - dvd, for at give dem en grundlæggende forståelse for cirkus og det at optræde foran publikum. Det var min mening at jeg ville finde cirkusbøger, men det kunne ikke lade sig gøre på Tasiilaqs lille skolebibliotek - så jeg valgte i stedet at tegne tegninger, som indikerede hvad vi skulle. Jeg tog dem med 2 og to ind i et andet rum og legede cirkuslege med dem derinde. De blev klædt ud og sminket til anledningen og pga. sprogbarrieren valgte jeg at vise dem, hvordan det skulle foregå. Derefter fik de fri leg og gjorde sig stor umage. Under vejs, skulle jeg sørge for at tage en masse billeder. Mit overordnede emne var egentlig cirkus-udtryk, men det ændrede sig lidt hen ad vejen, da jeg fandt ud af, at de sagtens kunne det der cirkus.
Sidste dag med cirkus lavde vi en lille forestilling i stuen, hvor jeg med tape lavede en lille manege. Jeg satte stole op, som de skulle sidde på og gjorde børnene klar med udklædning og sminke. Børnene anede ikke hvad der skulle foregå og derfor startede jeg med det mindste barn på 1½ år - hvor jeg med hende lavede akrobatik (hun stod på mine lår og stod også på hovede) og samtidig viste et nummer, hvor der så blev klappet af hende. Det gav de andre et lille hint til hvad der skulle ske. Jeg kaldte dem op en efter en og viste hvad de skulle. De gjorde det de havde øvet på og var lykkelige over at gennemføre det og bagefter blive klappet af. Det blev en stor succes.
Under forløbet begyndte børnene selv at lege de cirkuslege de var blevet præsenteret for - hvilket for mig var meget positivt.
Som afslutning lavede jeg en cirkusplakat, som hænger i et fællesrum. Her kan børnene se sig selv på plakaten, som stærk mand og linedansere. De skaber en god stemning, de taler om cirkus og har fået en lille viden om cirkus - men stor indsigt i nye måder at lege på. De fik et personligt "diplom" til deres værelse og så lavede jeg en redigeret film med deres forestilling og øvelserne dertil. Filmen skal de se nu her og vi inviterer den anden gruppe ned for at se med. Jeg er spændt på, hvordan de vil reagere ved at se sig selv på tv.
Alt i alt har det været et godt og sjovt forløb, som blev til meget mere end forventet. Jeg troede det ville være vanskeligere at få dem med i legene, både pga. sprogbarrieren og fordi de ikke kender til cirkus. Men det gik overraskende godt. Under forløbet skulle vi bruge smittemodellen.
Juni 2012
Nu da der kun er en måned tilbage og folk begynder at skulle på ferie, har jeg til dels fået mere ansvar. Hvilket jeg er meget glad for. Min vejleder spurgte om det var okay at der ikke blev sat en ekstra på, når jeg var der - fordi hun mente at jeg sagtens kunne gå ind i stedet for den ekstra person. (det skal lige nævnes, at når man er i udlandspraktik, så er man ikke en del af nomeringen, får ikke elevløn og regnes derfor ikke som en ansat der må tage ansvar for børnene og stedet). Så jeg glæder mig til at få mer ansvar og føle at det er lige så vigtigt at jeg kommer, som en ansat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar